Bolderslev – Frigård og Fogderi
Af Hans Schultz Hansen
Bolderslev Frigård, i dag Bolderslevgård på Ringvej i Bolderslev. I kælderen kan man stadig se det fangehul, hvor ridefogderne i deres tid spærrede forbrydere inde. Foto fra H.E. Sørensen: Slotte, herregårde og voldsteder i Sønderjylland, II, s. 101.
Frigårde var et særligt sønderjysk fænomen. De var en mellemting mellem en bondegård og en adelsgård. De havde særlige privilegier, typisk frihed for landgilde, hoveri, indkvartering, mølletvang og andre byrder. Til gengæld betalte de en beskeden ”friskat”.
I Bolderslev fandtes Bolderslev Frigård, der fik sit første privilegium af hertug Adolf af Slesvig i 1452. 1530 fik gården overladt to jordstykker af hertug Christian i Haderslev mod at huse hertugen og hans følge, når han på sine rejser ad Hærvejen kom forbi Bolderslev. Hertug Hans den Ældre i Haderslev kom ofte på besøg i Bolderslev, men den hyppigste gæst var vel kong Christian IV. Mellem 1598 og 1639 var han her mindst syv gange. I hans tid fandtes en særlig kongebolig på frigårdens toft. Den blev sammen med frigården og de øvrige gårde i Bolderslev i 1627 brændt af fjendens tropper under Trediveårskrigen. Derefter blev kongernes besøg sjældnere, og de kunne nøjes med en fløj af den nyopførte frigård. Efter 1720 hørte kongebesøgene helt op.
Bolderslev Frigård var oprindelig en stor gård på 6 otting i Bolderslevs bymark samt to agre og to enge, der lå som særjord uden for landsbyfællesskabet. Måske var den oprindelig Urneslægtens hovedgård i Bjolderup sogn. I 1500- og 1600-tallet hørte ejerne af Bolderslev Frigård til landsdelens storbondearistokrati. Der fandtes også frigårde i Rebbøl og Vollerup, men de var mindre og fik ikke den samme betydning for egnen.
Ejerne af Bolderslev Frigård var fra 1584 til 1718 ridefogder i Bolderslev fogderi. Bolderslev fogderi blev oprettet efter delingen af hertug Hans den Ældres besiddelser efter hertugens død i 1580. Kong Frederik II arvede da Haderslev amt, og han ønskede Bolderslev som et sted på midtvejen, hvor han på egen grund kunne tage ophold på sine rejser mellem Haderslev amt og sin anden store besiddelse i Sønderjylland, Flensborg amt. Derfor kom Bolderslev fogderi fra 1584 til at ligge som en kongelig enklave midt i hertugen af Gottorps område Aabenraa-Løgumkloster-Tønder amter. Udover Bolderslev hørte en del gårde i Strandelhjørn og Genner og andre steder indtil 1746 til Bolderslev fogderi. Skønt hele Sønderjylland i 1720 kom i kongens besiddelse, blev Bolderslev fogderi opretholdt som en særlig enhed under Haderslev amt helt indtil 1850.
Læs mere i: Bjolderup Sogns Historie (1951-56), s. 46-49, 209-223.
Urneslægt og Urneting
Af Hans Schultz Hansen
I Bjolderup kirkes våbenhus findes den 186 cm lange, flade ”Bjolderupsten”. Runer fortæller: ”ketil urnæ ligir hir” (”Ketil Urne ligger her”). På stenen findes også et kors, der forneden har blade og rødder. Stenen kan dateres til omkring 1200 og har dækket en stormandsgrav. 1238 og 1245 nævnes herremanden Matthias Urne. Omkring 1280 testamenterede Knud Snubbe bl.a. 6 otting jord i Bolderslev og hele skoven i Urne bortset fra 3 ottinger til Løgum Kloster. Otte dage derefter døde han. Stormanden Jens Urne nægtede imidlertid at godkende testamentet. I 1283 klagede klosteret over, at Jens Urne havde beslaglagt jorden. Striden fandt først en løsning i 1290, da en voldgift ved bisperne i Slesvig og Ribe godkendte testamentet, men gav Jens Urne valget mellem at afstå jordegodset til klostret eller betale 500 mark. Han valgte det sidste. Måske var Ketil, Mathias og Jens Urne far, søn og sønnesøn; i hvert fald var de af samme slægt. Kan de knyttes til den danske adelsslægt Urne, der nævnes på Sjælland fra 1321 og uddøde i 1903, gør det Urnerne til Danmarks ældst kendte adelsslægt.
Navnet Urne er også knyttet til Sønderjyllands gamle landsting, Urnetinget. Vor viden herom er meget begrænset, da det var et politisk ting uden domsmyndighed. Ved omtalen af Svend Estridsens død i 1074 i Søderup nævner Knytlingasagaen, at det skete ”efter afholdt ting”, sandsynligvis Urnetinget. Ifølge Saxo lod Harald Kesja sig i 1134 kåre som konge ”ved Urnetingets stemmer”. I 1137 blev kong Erik Emune ifølge nogle kilder dræbt på Urneting, mens andre kilder stedfæster drabet til Ribes omegn. I 1182 lod Knud 6. sig hylde som konge på Urnetinget. Siden omtales Urnetinget i forbindelse med de sønderjyske hertuger, således hertug Valdemar 2. Abelsøns forlening med Sønderjylland i 1254 og et forlig mellem kong Erik Menved og hertug Valdemar 4. Eriksøn i 1306. Næste gang, vi hører om tinget, er i 1393 og 1397, hvor hertug Erich af Sachsen-Lauenburg og hertuginde Elisabeth af Mecklenburg ”på Urnehoved på landstinget” gav afkald på deres arverettigheder til fordel for den holstenske greve Gerhard 6., der fra 1386 også var hertug af Sønderjylland. Her benyttes første gang navneformen Urnehoved. I 1460 lovede kong Christian 1. at mødes årligt med ridderskabets slesvigske medlemmer på Urnehoved. I 1523 mødtes tilhængerne af kong Christian 2. på Urnehoved for at støtte ham imod hertug Frederik. Herredsfoged Nis Henriksen forsøgte at tale bønderne fra dette, men måtte ifølge overleveringen flygte fra tinget med kappen gennemboret af fem pile. I 1524 blev tinget flyttet til Flensborg. Urnetinget var ophørt med at eksistere.
Urnetinget lå på Urnehovedbanken, men hvor ved vi ikke. I 1930 blev der i et hjørne af marken ”Løgpold” sat en mindesten med indskriften ”Urnehoved, Sønderjyllands landsting indtil 1523. Med lov skal land bygges”. I 1939 blev Urnehovedselskabet stiftet for at etablere en mindepark på samme mark, og i 1947 var den færdig. Hertil blev stenen fra 1930 flyttet og flankeret af tre sten på hver side med oplysning om begivenheder på tinget. I mindeparken har der siden været afholdt grundlovsmøder.
Læs mere i Bjolderup sogns historie (1951-56) s. 22-37, 400. H.V. Gregersen: Toldsted ved Hærvejen (1978) s. 18-46, 60-63.
Folkelige bevægelser og forsamlingshuse
Af Hans Schultz Hansen
I 1800-tallet vandt de folkelige bevægelser indpas i Bjolderup sogn. De satte deres solide præg på livet i sognet indtil 1970’erne – og gør det til dels endnu.
Ældst var de religiøse vækkelser. I slutningen af 1820’erne samledes en kreds i Vollerup, Raved og Hjolderup omkring “den hellige skrædder” Johannes Andresen, der havde forbindelse til Brødremenigheden i Christiansfeld. Siden holdt gårdejer Hans Jørgensen Hansen i Hjolderup kontakten til Christiansfeld ved lige. Han skrev også mange kristelige sange.
Pastor Jørgen Michaelsen, sognepræst i Bjolderup 1866-80, var fra 1868 ledende i Kirkelig Forening til Guds Riges Fremme i Slesvig, der i 1867 holdt et stort missionsmøde i sognet. Længerevarende betydning fik Indre Mission, som slog rod her i 1890’erne. Ledende skikkelse var købmand H.P. Abkjær i Bolderslev. Især i Bolderslev, Raved og Hjolderup blev mange vakt. I 1899 byggede IM et missionshus i Bolderslev; det findes stadig på hjørnet af Vestergade og Stadionvej og kendes på et kors af teglsten i gavlen. I 1900 stiftedes “Hesteforsikringsforeningen for troende Hesteejere” og i 1903 et søndagshvilemejeri i Hjolderup for vakte landmænd, som ikke ville levere mælk om søndagen. I 1910 var tilslutningen til IM så stor, at der måtte bygges et nyt missionshus i Bolderslev, som stadig bruges af IM og KFUM&K. I 1912 blev IM splittet i to retninger, da den teologisk udpræget konservative “Det gamle Budskabs Indre Mission” skilte sig ud. Den fik en af sine højborge i Bjolderup sogn, hvor bl.a. sognepræst Boye Johannes Bruhn støttede den. Først i 1940’erne fandt de to fløje sammen igen.
Begge fløje i IM talte for Guds rige som “det ene fornødne” og fordømte “verdens anliggender” så som kortspil, dans og druk. Drikkeriet blev også bekæmpet af afholdsbevægelsen, der var repræsenteret med afholdslogen “Fredens Skanse” i Bolderslev. Den havde 10-20 medlemmer og virkede fra 1888 og indtil midten af 1890’erne.
De nationale bevægelser fik betydning i Bjolderup sogn i 1848, da slesvig-holstenerne gjorde opstand mod den danske konges styre i hertugdømmerne. Opstanden tvang folk til at vælge side, enten som tysksindede slesvig-holstenere eller dansksindede slesvigere. I Bolderslev, hvor gårdmand Korsholm virkede i dansk retning, støttede så godt som alle den danske sag, mens flere i vestersognet sluttede op om den slesvig-holstenske.
I den første tid efter Sønderjyllands indlemmelse i Tyskland i 1864 sad danskheden sikkert i sadlen. I 1871 faldt 88 % af stemmerne på den danske kandidat. I 1874 kæmpede de dansksindede kirkeældste imod, at der kom en tyskpatriotisk mindetavle op i kirken for tre faldne i den fransk-tyske krig 1870-71. “Bjolderup tavlesag” vakte dengang megen opsigt.
Den ledende danske skikkelse var i de første årtier gårdejer Rasmus Peter Clausen i Smedager, mens det på tysk side var gårdejer Simon Johannsen fra Vollerup. Under det tyske styre gik danskheden imidlertid tilbage. I 1907 var der kun 50 % danske stemmer. Som reaktion mod tilbagegangen og den skærpede nationale undertrykkelse fra de tyske myndigheder grundlagdes flere danske foreninger. Mange i sognet sluttede sig til Foredragsforeningen for Rødekro og Omegn fra 1890. Den måtte lukke som følge af den hårde Køllerpolitik omkring århundredskiftet, men fik sine afløsere i Selskabelig Forening for Bjolderup, Uge og Hjordkær Sogne fra 1909, Bolderslev Sangforening fra 1910 og Ungdoms¬foreningen for Hjordkær, Bjolderup og omliggende Sogne fra. Og i 1910 købte tre dansksindede gårdmænd, Hans Lorenzen fra Bolderslev, Peter Clau¬sen fra Smedager og Rasmus Møller fra Fausbøl, det gamle missionshus og indrettede det som dansk forsamlingshus. Der var atter grøde i det danske arbejde i Bolderslev og omegn, og i 1912 var der igen ved valget et klart dansk flertal i sognet.
På tysk side organiserede man sig også. Bolderslev fik i 1893 en lokalafdeling af Den tyske Forening for det nordlige Slesvig med lærer A. Lorenzen som formand. I 1910 grundlagdes Krigerforeningen for Bjolderup sogn og omegn.
Forud for Første Verdenskrigs udbrud i 1914 var fronterne trukket hårdt op. Under krigen lå det nationale arbejde stille. Efter krigen, der kostede Bjolderup sogn 53 faldne, stod det klart, at landsdelen ville blive genforenet med Danmark. I 1919 grundlagdes Ungdoms- og selskabelig Forening for Bolderslev og Omegn, som er direkte forgænger for nutidens Bolderslev-Vollerup Ungdomsforening. Ved afstemningen i 1920 stemte 75 % af vælgerne i Bjolderup sogn for genforening med Danmark, men i Gåskær og Vollerup var der tysk flertal på 56 % af stemmerne. Det tyske mindretal kunne ikke acceptere den nye dansk-tyske grænse, som blev resultatet af afstemningen.
I overgangstiden 1918-20 fik endnu en folkelig bevægelse sit gennembrud i Bjolderup sogn. Det var arbejderbevægelsen, der rejste sig i protest mod tidens stærkt forringede levevilkår for de svagest stillede. I maj 1919 blev der dannet en lokalafdeling af Sønderjysk Arbejderforening i Bolderslev, der fik 159 medlemmer. Murer Anders Jørgensen og arbejdsmand Hans Reimer var arbejdernes ledende skikkelser. Efter genforeningen i 1920 sluttede arbejderne sig til Socialdemokratiet.
Læs mere i Bjolderup sogns historie (1951-56), s. 224-229, 235-252, 315-333, 349-374.
Steder, stednavne og sognedannelse
Af Hans Schultz Hansen
Bjolderup sogn har været bebygget siden ældre stenalder. De første synlige spor er fra yngre stenalder og bronzealder. Det er bl.a. gravhøjene Toppehøj, Bredhøj og de to Rundhøje sydvest for Bolderslev.
Et andet markant oldtidsminde er Hærvejen eller Oksevejen, den gamle hovedfærdselsåre, der fra Viborg gik ned gennem Nørrejylland, Sønderjylland og Holsten og videre sydpå. Hærvejen gennemskærer i dag den østligste del af sognet, men i oldtid og middelalder slog vejen et slag udenom den lerede Urnehovedbanke. Den gik tæt øst om Bolderslev og til Toppehøj. Herfra gik en gren, Frisvejen, mod sydvest, mens hovedsporet over Uge gik sydpå mod Bov.
Sogns ældste by er Bolderslev. Forleddet er gudenavnet Balder, hvilket daterer byens oprindelse i førkristen tid. Efterleddet –lev er typisk for de ældste danske bebyggelser. Det er sprogligt beslægtet med nutidens ord levn og betyder arvegods eller ejendom. Bolderslev betyder altså Balders arvegods eller ejendom. Stednavne på –lev er ældre end 800, så Bolderslev opstod i jernalderen.
Stednavneendelser på –rup (oprindeligt –torp) er yngre, fra vikingetid eller tidlig middelalder (800-1200). De betegner en bebyggelse, som er udflyttet fra en moderby, her Bolderslev. Forleddet er typisk mandsnavne som Biali i Bjolderup og Hialli i Hjolderup, mens det i Vollerup er ordet wal, som betyder slette. I Mellerup er forleddet ordet methel, mellem. Mellerup må således tolkes som udflytterbyen mellem Bolderslev og Nybøl.
Fra samme tid er stednavne på –bøl, der er beslægtet med bol, d.v.s. gård. Dem er der fire af i sognet: Ingebøl (dannet af mandsnavnet Ingi), Perbøl (af Pætær), Rebbøl (af Rippi) og Todsbøl (af Toti).
I Raved er forleddet dyrenavnet rå, mens efterleddet betyder træ eller skov. I Gåskær og Smedager kan såvel for- som efterled umiddelbart tolkes.
Bjolderup sogn opstod som et kirkeligt fællesskab ved opførelsen af Bjolderup kirke. Hvornår den første kirke blev bygget, ved vi ikke. Den nuværende kirkes ældste dele, skibet og koret, kan dateres til midten af 1100-tallet, idet byggeriet blev påbegyndt i tilhugne kvadersten og rå kampesten, men afsluttet i teglsten, som netop da vandt frem. Kirkens korrunding (apsis) og tårn er yngre, måske fra senmiddelalderen, mens våbenhuset er langt yngre.
Læs mere i Bjolderup sogns historie (1951-56) s. 7-17, 58-74.
Fra landsby til stationsby
Af Hans Schultz Hansen
Bolderslev var endnu omkring 1860 en typisk sønderjysk landsby med gårdene liggende i byen. Udskiftningen 1769-72 samlede den enkelte gårds jorder på færre lodder, men var ikke forbundet med en udflytning af gårde ud på bymarken. Det skete først efterhånden, f.eks. med Nygård 1846, Lindelygård 1879, Kronborg og Jørgensgård 1895/96, Nyborg 1903, Vestergård 1908 og Nordhøjgård i 1926. Den gamle landsbys struktur med gårdene liggende side om side ses endnu i Østergade.
I krigsåret 1864 åbnede jernbanestrækningen fra Flensborg til Vojens. Bolderslev fik sin første station. Den lå tæt ved den nuværende underføring midt i byen. I 1913 blev der bygget en ny og større station lidt længere mod syd, hvor Jernbanegade slår et skarpt sving. Den er nedrevet i nyeste tid.
Jernbaneforbindelsen medvirkede til at forandre den gamle landsby til en typisk mellemstor stationsby. Især efter 1890 voksede befolkningen. Antallet af næringsdrivende i håndværk og handel blev fordoblet, og nye erhverv kom til. I 1860 fandtes alene de gamle håndværk som smed, hjulmager, murer, snedker, skrædder og skomager; i 1908 var bager og slagter kommet til sammen med blikkenslager, bødker, maler, maskinbygger, mejerist, møllebygger, uldspinder og urmager. Hvor der i 1860 kun var en høker og en strømpehandler, var der i 1908 tre købmænd og et øldepot. Og så var der kommet adskillige ansatte ved jernbane og postvæsen.
Blandt de større virksomheder var Erichsens uldspinderi på ”Møllegården” i Søndergade, Bolderslev mølle i Hovedgaden, bygmester Jacob Jacobsen på hjørnet af Hovedgaden og Stadionvej med snedkeri og lager samt Bolderslev Andelsmejeri i Hovedgaden fra 1887. Mejeriet lukkede i 1980’erne og blev revet ned, da underføringen under jernbanen blev bygget. Det lå, hvor vejen under jernbanen munder ud i Hovedgaden. Den største handelsvirksomhed var H.P. Abkjærs købmandsgård fra 1891, der nu ejes af Børge Brandenhoff. Bolderslev fik også et jernbanehotel, der ligeledes faldt som offer for jernbaneunderføringen.
Bolderslev var endnu i 1960’erne en handelsby med en bred vifte af forretninger, men i 1970’erne blev stationen nedlagt, og snart blev de fleste handlende ramt af butiksdøden. Til gengæld er andre virksomheder kommet til, først og fremmest Kohberg Bakery Group A/S, der blev grundlagt af Alfred og Ella (”Kylle”) Kohberg i 1969, og Bolderslev har stadig adskillige virksomheder indenfor håndværk og småindustri.
Læs mere i Bjolderup sogns historie (1951-56), s. 157-164, 289-297, 427-435.
Nazitid og besættelse 1933-1945
Af Hans Schultz Hansen
Da Hitler i 1933 kom til magten i Tyskland, voksede det tyske mindretals håb om en flytning af grænsen nordpå. Snart blev mindretallets organisationer nazificeret. Det danske flertal svarede samme år igen med at oprettelse Danske Samfund, som i Bjolderup sogn fik over 500 medlemmer. Formand var gdr. Henrik Clausen, Perbøl. Danske Samfund stod for de nationale fester på afstemningsdagen, genforeningsdagen og kongens fødselsdag. I 1933 oprettedes også Det unge Grænseværn, som fik ca. 100 medlemmer i sognet. Ledende var her lærer Aage Valdemar Jensen, Bolderslev.
Bastionerne i det danske arbejde var forsamlingshusene. Bolderslev forsamlingshus fik i 1936 en ny og større bygning, og Vollerup fik sit forsamlingshus i 1934. Vigtige foreninger var Bolderslev Ungdomsforening samt Vollerup Ungdoms- og Idrætsforening og – fælles med Hjordkær sogn – en afdeling af Foreningen af Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere 1914-18 (DSK). En god støtte var Kolding bys faderskab for Bjolderup sogn. Ved folketingsvalget den 3. april 1939 (“den anden afstemning”) viste danskheden sin styrke i sognet med 83 % af stemmerne.
Kampene ved den tyske besættelse den 9. april 1940 gik udenom sognet. Mens stemningen hos det danske flertal var i bud, var det tyske mindretals glæde over besættelsen stor. De dansksindede samlede sig hurtigt efter det traditionelle sønderjyske mønster med organisering, nationale møder, sange og symboler. De store flertal støttede regeringens samarbejdspolitik.
Truslen om en flytning af grænsen blev nu akut. De tysksindede anskaffede flagstænger og hagekorsflag for at fejre grænseflytningen, men blev slemt skuffet, da den udeblev. I stedet styrkede mindretallet sin position i sognet. Deres bastioner var privatskolerne i Rebbøl og Bolderslev fra henholdsvis 1933 og 1941, der også var forsamlingshuse. Politisk var hjemmetyskheden organiseret i den lokale gruppe af National-Sozialistische Deutsche Arbeiter-Partei – Nordschleswig (NSDAP-N). Ca. 12 unge mænd fra Bjolderup sogn meldte sig til tysk krigstjeneste – fire af dem faldt.
De danske nazister, organiseret i Danmarks National-Socialistiske Arbejder-Parti under Frits Clausens førerskab, betød ikke så meget i Bjolderup sogn.
Sognet blev ikke forskånet for egentlige krigshandlinger. Den 27. juli 1942 faldt der bomber ved Rebbøl Centralskole, som medførte nogen skade på bygningerne i nabolaget. Den 18. august 1942 slap en britisk maskine i knibe bomber på jernbanen lige syd for Bolderslev. Der skete en del skade på ejendom og dyr, men heller ikke her kom mennesker noget til. Hen imod krigens slutning kom der en betydelig indkvartering af tyske tropper. Det højeste antal var ca. 600 mand, mest infanteri og træn. Det betød beslaglæggelse af lokaler i skolerne, hotellet, forsamlingshuset, missionshuset, banegårdens ventesal og private huse. Fra januar 1945 kom der tyske flygtninge til Bjolderup sogn, som blev indkvarteret privat.
Den tidlige modstandsbevægelse i Syd- og Sønderjylland var præget af kommunister og tilhængere af Dansk Samling og af folk nordfra, fra “det gamle land”. Sådan var det også i Bjolderup sogn. Pionererne her var lærer Jensen, der sympatiserede henholdsvis med Dansk Samling og var indfødt sønderjyde, og baneekspedient Børge Andersen, som var kommunist og tilflyttet nordfra. I foråret 1944 dannede Jensen den første modstandsgruppe i Bolderslev. Den brændte et læs halm af, men ellers skete der intet, og da den ingen våben fik, gik den i opløsning. Hen på sommeren 1944 dannede Jensen en ny gruppe med Børge Andersen, mejerist Poul Rasmussen og hollænderen Kees Vroliik. Andersen begyndte omkring i juni 1944 at udgive det illegale blad “Budstikken”.
I efteråret 1944 kom der gang i jernbanesabotagen. I begyndelsen af september afsporedes et ammunitionstog ved viadukten 1½ km. nord for Bolderslev. Den 10.-11. september var der på ny en sprængning bl.a. ved Bolderslev, og den 13. forsøgte sabotørerne at afspore et tog ved Bolderslev ved at fjerne en skinne, men toget udeblev. Den 18. sprængtes sporskifterne nord og syd for Bolderslev station. Samtidig satte uorganiserede modstandsfolk ild til to vognladninger halm på stationen. Den 2. oktober sprængtes et sporskifte ved Bolderslev nord. Ved den lejlighed skød tyskerne vildt omkring sig. Natten mellem den 5.-6. oktober sprængte Børge Andersen sporskiftet Bolderslev nord. Det blev hurtigt kendt i byen, at “det var dem, der samledes på skolen, der havde lavet det”. Gruppen i Bolderslev måtte derefter indstille sabotagen.
Børge Andersen blev advaret og gik under jorden, mens lærer Jensen i oktober 1944 blev arresteret af Gestapo og ført til Staldgården i Kolding. Herfra sendtes han i januar 1945 til Frøslevlejren, hvor han sad indtil befrielsen den 5. maj. Også Kees Vroliik blev arresteret, mens Poul Rasmussen kunne fortsætte det illegale arbejde.
Den tredje gruppedannelse i Bolderslev skete formentlig efter nytår 1945. Med her var bl.a. Erik Brodersen fra Todsbøl samt Jens Bak og Hans Andersen fra Bolderslev.
De tyske tropper i Danmark kapitulerede til englænderne den 5. maj 1945. Straks derefter begyndte et opgør med de personer, hovedsagelig i det tyske mindretal, som under besættelsen havde optrådt illoyalt mod den danske befolkning. Mange blev sendt til Frøslevlejren, der nu skiftede navn til Fårhuslejren. Først fra midten af 1950’erne blev forholdet mellem dansk og tysk i Bjolderup sogn atter forbedret.
Læs mere i Sønderjysk Månedsskrift 2006, s. 138-147.